

NYHED / 26-03-2025
Ungeløftet runder partner nummer 100: De unge skubber også tilbage
Ungeløftet runder et skarpt hjørne, når virksomheden Trendhim slutter sig til det nationale partnerskab og bliver partner nummer 100. Vi har talt med Trendhim, som håber, at partnerskabet vil bygge bro mellem virksomheden og de unge.
Ungeløftet består af en lang række virksomheder, foreninger og organisationer, som arbejder sammen om at løfte flere unge ind i arbejde, uddannelse og meningsfulde fællesskaber.
Partnerskabet byder nu velkommen til partner nr. 100, nemlig virksomheden Trendhim fra Horsens. Trendhim blev grundlagt i 2007 og sælger smykker og accessories til mænd.
Hvorfor har I valgt at blive en del af Ungeløftet?
- Trendhim blev selv startet af to unge, der havde en drøm om at drive noget. Handling og fællesskab var og er stadig to af hovedingredienserne for vores succes. Derfor står det os meget nært at hjælpe unge på vej, forklarer Emil Ravnholt Kaae, Chief Operating Officer for Trendhim.
- Det var en no-brainer for os at blive partnere i Ungeløftet, da det er en win-win situation og er med til at sætte ild til mange af de initiativer, som vi allerede fokuserer på. Vi håber, at partnerskabet kan fungere som en rekrutteringsplatform og bygge bro mellem os og de unge, så vi fremadrettet kan samarbejde med endnu flere unge.
De unge skubber tilbage
Trendhim har i flere år ansat unge både på lageret, i kantinen og på kontoret og har både unge under og over 18 år ansat. Opgaverne spænder bredt fra at plukke og pakke ordrer til administrative opgaver.
- Gennem samarbejder med blandt andre NExTWORK og Horsens Kommune har vi erfaret, at der er så meget potentiale at hente ude i lokalsamfundet, men til tider er der nogle unge, der har brug for et kærligt skub. Men de unge vil aldrig være alene, og vi står klar til at bakke dem op under hele forløbet, siger Emil Ravnholt Kaae.
- Vi oplever også tit, at vi får et skub retur fra de unge, som kommer med gode perspektiver på, hvordan vi kan gøre ting smartere. Igen: I fællesskab opnår vi succesfulde oplevelser.
Trendhim har allerede erfaring med at ansætte unge uden tidligere lager- eller kontorerfaring. De unge får en mentor og bliver en del af et team, der sikrer oplæringen.
Hvilke mål har I for unge uden uddannelse og arbejde?
- Vores mål er at skabe en positiv oplevelse for de unge. Det prøver vi at lykkes med ved at sørge for, at den unge har en mentor undervejs i forløbet, får en solid oplæring, får skabt struktur i sin hverdag og omgås et energisk team, siger Emil Ravnholt Kaae.
Har I haft succes med den tilgang?
- Ja, i 2024 ansatte vi seks unge mennesker, der fik mulighed for at prøve kræfter af med at have en hverdag i Trendhim. Det var en stor succes, som kun har givet os mod på at invitere endnu flere ind i vores fællesskab.
En del af noget større
Trendhim ser sit engagement i Ungeløftet som en del af en større indsats for social bæredygtighed.
- Vi vil gerne være med til at slå på tromme for, at der er så meget potentiale ude i samfundet. Gode folk, der har brug for, at nogen tror på dem og kan hjælpe dem med at udvide deres horisont, siger Emil Ravnholt Kaae.
Hvad håber I, at andre virksomheder kan lære af jeres erfaringer?
- Vi har selv lært og tror på, at vi fortsat lærer en masse af de unge mennesker, som vi har mødt på vores vej. Den viden og erfaring vil vi gerne dele med andre virksomheder, så lokalsamfundet også kan løfte i flok.
Ud over Trendhim tæller Ungeløftet så forskellige aktører som for eksempel Børns Vilkår, McDonald’s, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGI, Danske Handicaporganisationer og mange flere virksomheder, organisationer og foreninger på tværs af samfundet.