

NYHED / 28-02-2025
Organisationer: Dejligt at se politisk engagement i, at vi skal gøre det sammen
Ungeløftet samlede organisationer, foreninger og virksomheder til rundbordsmøde om næste skridt for at løfte de unge uden uddannelse eller arbejde. Vi har talt med nogle af dem.
Rundbordsmødet om Ungeløftet blev afholdt den 27. februar 2025 – lige før partnerskabets 1-måneds fødselsdag – i Beskæftigelsesministeriet.
Over 30 aktører deltog og bidrog med perspektiver fra så forskellige steder som idrættens verden, arbejdsmarkedets parter, uddannelser, erhvervslivet, interesseorganisationer og meget mere. Desuden deltog Rune og Sandra – to unge, som delte deres historier og erfaringer med at finde vej ind på arbejdsmarkedet.
Jakob Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune
Hvorfor er du mødt op til rundbordsmødet i dag?
- Ungeløftet er et spændende tiltag for, at vi kan få endnu mere energi i det arbejde, som sker i rigtig mange kommuner, for at gøre en ekstra indsats for de udsatte unge, vi har. Men også for at finde ud af, hvad de rigtige greb er. For de 43.000 unge er jo meget forskellige. Så hvem er det, vi skal koncentrere os om at hjælpe? Og omvendt, hvem er det, vi bare skal vise i den rigtige retning?
Hvad tager du med dig fra rundbordsmødet?
- Jeg tager det med mig, at der er en utrolig velvillighed fra virksomheder, foreningslivet, civilsamfundet, parterne og os i kommunerne til, at arbejde lokalt sammen om det her. Det mærkede jeg især tilslutningen til i den gruppe, jeg var med i. Vi skal finde løsningerne sammen ude lokalt. Og de behøver ikke nødvendigvis at være ens alle steder – men det er vigtigt, at ejerskabet ligger lokalt.
Lucas Fredric Bisgaard, konst. sekretariatsleder i SIND Ungdom
Hvorfor er du mødt op til rundbordsmødet i dag?
- Jeg synes jo, at Ungeløftet taler utroligt godt ind i mange af de ting, vi arbejder med i SIND Ungdom i forhold til de her unge mennesker uden for fællesskaberne. Det at gribe dem er jo i virkeligheden en fælles opgave, og det er uden tvivl en fælles indsats, der skal til. Men det er også en indsats, hvor vi som civilsamfund bliver bedt om at være med til at løfte den opgave. Det kræver noget af os – men det kræver også noget af systemet den anden vej.
Hvad tager du med dig fra rundbordsmødet?
- Jeg tager rigtig mange rigtig gode snakke med hjem, hvor det at lave en helhedsorienteret indsats, hvor civilsamfundet, virksomhederne og systemet arbejder sammen, er blevet sat på dagsordenen. Det er utroligt vigtigt i mine øjne, at indsatsen bliver helhedsorienteret, og at der er et ejerskab et eller andet sted. At der er dén, man kan gå til, så den unge kan finde ud af, hvor man kan få hjælp. Fordi der er brug for rigtig mange muligheder.
- Som det blev sagt i dag, der er 43.000 forskellige unge. Det vil sige, at der også skal være 43.000 muligheder for at sammensætte en vej til, at det kan lykkes for den enkelte.
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte
Hvorfor er du mødt op til rundbordsmødet i dag?
- Det er jeg, fordi jeg meget gerne vil være med til at løse den store udfordring, det er, at så mange unge står uden for vores fællesskaber. Selvfølgelig med et særligt blik for de unge, der kæmper med for eksempel psykiske lidelser og sociale problemer. Mange af dem har brug for en god, helhedsorienteret indsats for at lykkes med at komme i uddannelse eller beskæftigelse, som eksempelvis de IPS-forløb, der er en del af Ungeløftet. Det skal vi have meget mere af. Vi skylder at finde nogle løsninger, og man kan jo se på de her statistikker, vi lige har fået præsenteret i dag, at vi overhovedet ikke gode nok til det.
Hvad tager du med dig fra rundbordsmødet?
- Jeg tager en masse optimisme og håb med, og det er skønt, at man samler folk fra forskellige sektorer. Det bliver tit sådan noget, at ”det må kommunerne ordne.” Nu skal vi have flere med omkring bordet, og jeg møder nogle virksomheder, der hellere end gerne vil.
- De mangler jo også noget arbejdskraft, hvilket er en god motivation. Men vi skal også lave nogle modeller, der holder i en tid, hvor man ikke mangler lige så meget arbejdskraft, som vi gør lige nu.
William Korte, formand i Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH)
Hvorfor er du mødt op til rundbordsmødet i dag?
- Jeg er først og fremmest mødt op til mødet i dag, fordi vi i SUMH er meget optaget af den her dagsorden. Der er rigtig mange af vores unge, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse. Blandt de 43.000 unge er der en enormt stor procentdel, som har en eller flere funktionsnedsættelser og diagnoser. Derfor er vi nødt til at være med i det her partnerskab, hvis vi vil skabe en forandring for den målgruppe.
Hvad tager du med dig fra rundbordsmødet?
- Jeg tager med, at der er et enormt ønske både politisk og fra vores civilsamfundsorganisationer og de forskellige arbejdspladser rundt omkring, om at ville forsøge at gøre en forskel for den her gruppe. Der er sådan en velvillighed, som jeg synes, man kan mærke i rummet. Det synes jeg er helt fantastisk, og jeg glæder mig til at se, hvordan de forskellige samarbejder kan materialisere sig.
- Til gengæld er jeg også optaget af, at man ikke får flyttet alt ansvar over på civilsamfundet og arbejdsgiverne, for der er også nogle politiske barrierer, vi bliver nødt til at tale om og nedbryde, hvis vi skal bryde med at unge står uden for job og uddannelse.
Aviaja Sigsgaard, afdelingschef, Landsbyggefonden
Hvorfor er du mødt op til rundbordsmødet i dag?
- Vores arbejde handler jo blandt andet om beskæftigelse, uddannelse, trivsel, kriminalitetsforebyggelse og integration. Så vi møder mange af de her barrierer og potentialer helt ude lokalt, blandt andet gennem de boligsociale indsatser. Kommuner, boligorganisationer og civilsamfund arbejder allerede sammen om at løfte den her gruppe, så jeg synes, det er positivt, at der nu politisk er fokus på det her, og at man faktisk vil gøre noget helt konkret.
- Jeg ser for mig, at vi kan få hjulpet med at rulle mange af de her initiativer ud helt lokalt og faktisk få hjulpet med at finde de unge og få koordineret, at få de her indsatser til at leve derude.
Hvad tager du med dig fra rundbordsmødet?
- Et kæmpe engagement fra de rigtig mange partnere, og en stor vilje. Og så er det altså rigtig dejligt at se det politiske initiativ til og engagement i, at vi skal gøre det sammen. Så jeg er opløftet og glad. Men også bevidst om, at det kræver noget, alt det, der skal ske nu med at få det rullet ud og fulgt op, og faktisk få det til at virke derude. Det er jo der, slaget kommer til at stå, kan man sige. Og der tror jeg bare, det er vigtigt, at vi bliver ved med også at følge op på, at det lykkes. Vi vil i hvert fald gerne bidrage.